×

Advarselsmeddelelse

  • Begivenheden har allerede fundet sted.
Torsdag d. 9. april 2020 (hele dagen) til mandag d. 13. april 2020 (hele dagen)

Skærtorsdag
ved sognepræst Ea Hvitnov

Tekster til Skærtorsdag
Du kan finde teksterne til Skærtorsdag ved at klikke her.

Prædiken
Sognepræst Ea Hvitnov holder sin prædiken fra haven ved præsteboligen i Brundby.
Du kan høre den ved at klikke her.

Du kan også læse prædikenen herunder:

Skærtorsdag 2020

Hygiejne som en måde at passe på fællesskabet - det er på dagsordenen som aldrig før.

I dag er det Skærtorsdag. Dagen, hvor Jesus vasker fødderne på sine disciple. Det gjorde han ikke for hygiejneens skyld, men absolut for fællesskabets. 

Et af de spørgsmål, der bliver stillet mange steder i de her dage og uger, det er:

Hvad kommer vi til at lære af Corona-krisen?

Nogle siger, at de tror, vi får et styrket samfundssind, større empati for de svage og en stærkere opmærksomhed på vores fælles grundvilkår som mennesker.

Og det er der også meget, der tyder på: F.eks. fællesskabet på tværs af de mange mennesker, der synger med på morgensang med Phillip Faber hver eneste dag eller de mange frivillige i Røde Kors’ hjælpenetværk, eller de rigtig mange – ja faktisk de fleste af os - der vælger at holde afstand og så tager de afsavn med, som dét indebærer – fordi vi gerne vil passe på hinanden.

Der er ingen tvivl om, at Corona-krisen lærer os – på den hårde måde – at vi alle sammen er en del af et større hele og er dybt afhængige af hinanden, på godt og på ondt.

For Coronavirus rammer vidt og bredt - og skelner ikke mellem statsleder og nyfødt, høj og lav, rig og fattig - ingen står på den måde over andre.

Og det er faktisk, hvad Skærtorsdag handler om: At ingen af os står over andre.

Jesus viser det ved fodvaskningen. Han, som er mester og herre, han lægger sig ned på knæene og tager sine elevers beskidte fødder i sine hænder. 

Det var ikke en form for wellness, så de lige dén aften kunne føle sig rene og godt tilpas. Det var for at gøre op med en magtstruktur: Mesteren optrådte som tjener for sine disciple.

Jesus gjorde ofte sådan noget; noget, der vendte op og ned på høj og lav, og som rystede samfundshierarkiet voldsomt.  

Den slags handlinger kan vække modstand og protest, for samfundets hierarkier kan ligge dybt indlejret i os, som noget selvfølgeligt, vi helt glemmer at stille spørgsmålstegn ved. 

Jesus gjorde det, fordi han ville vise os noget afgørende. Noget, som ikke kun kan siges med ord, men må udfoldes imellem mennesker for at være sandt: Det, at ingen står over andre. At vi er lige. 

Vi kan udføre og have forskellige funktioner i samfundet, men vi er lige med hinanden i værdi, og et stærkt fællesskab er afhængigt af, at ingen føler sig hævet over andre. 

Jesus vasker disciplenes fødder, fordi dén handling skulle få betydning ude i verden. Han siger det direkte til dem: Nu skal I gå ud og gøre, som jeg har gjort mod jer.

Disciplene skal jo ikke gå rundt og vaske fødder på alle, de møder, men de skal gå ud og tjene andre. Det betyder også at bryde med de samfunds-strukturer, der skaber ulighed i forhold til menneskers værdi.

Det var umuligt at afgøre med det samme, om disciplene havde forstået betydningen af fodvaskningen. Det måtte vise sig i tiden, der kom efter.

Hvad kommer vi til at lære af Corona-krisen?

Vi ved det ikke endnu. Også for os må tiden, der kommer, vise om vi for alvor har forstået betydningen af det, vi oplever lige nu. 

Lige nu får vi erfaringen af at være dybt afhængig af hinanden; erfaringen af selv at give afkald for at passe på andre – og det vil vise sig, om vi formår at lade de erfaringer forplante sig i vores fællesskab, i vores samfund, i vores verden efter den krise, vi står i nu. 

For det var jo ikke kun for 2000 år siden, at der fandtes strukturer og hierarkier, der skulle rystes for menneskers ligeværds skyld.
Amen.

Salme
Menneske, din egen magt (Nr. 370 i Den Danske Salmebog)
Du kan høre salmen ved at klikke her.