Udgivet ons d. 30. okt 2019, kl. 20:30

KIRKEKLUMME NOVEMBER 2019

Menighedsrådet
De forskellige arbejder vedr. renovering af Ørby Kirke er nu sendt i udbud, og vi håber at kunne påbegynde arbejdet forår 2020.

Kollekten i alle øens kirker går i november måned til Brødremenighedens Danske Missions arbejde blandt romaer.  

Fra 1. søndag i advent og et halvt år frem afprøves en ny højmesseliturgi ved Ea Hvitnovs gudstjenester. I juni inviteres menigheden til at evaluere denne liturgi.

Alle Helgen
Søndag d. 3. november er det Alle Helgen, og det markeres ved en gudstjeneste i Tranebjerg Kirke ved sognepræst Ea Hvitnov. Der vil være lystænding og oplæsning af navnene på dem, der er døde og begravet her i Samsø Sogn det sidste års tid.

I år medvirker Bente Olsen som navneoplæser, organist Majken Ladefoged, saxofonist Chappe (Jens Christian Jensen) og sangerinde Camilla Dayyani.  

Babysalmesang
I november begynder en ny omgang med babysalmesang i Tranebjerg Kirke for de 0-1 årige og deres mødre eller fædre. Det foregår 4 tirsdage kl. 10.30-11.30 ved sognepræst Line Nicolaisen. Ingen tilmelding, mød bare op! 

Fyraftenskoncert  
Onsdag den 6. november kl. 17.00 er der gratis Fyraftenskoncert ved kirkesangerne Jan Kølbæk, Frederik Langkilde Sørensen, John Reshaur Enevoldsen og Joan Birk. Kirkesangerne synger solonumre, duetter og andre satser  akkompagneret af organist Majken Ladefoged og sanglærer og mezzosopran Kamma Bidstrup.  


Alle gudstjenester, andagter og øvrige arrangementer bliver annonceret i Samsø Posten, på Facebook, på hjemmesiden (www.samsosogn.dk) samt i månedskalenderen, der findes rundt omkring i kirkerne og i sognegården.

Samsø Menighedsråd
November 2019

Kategorier Nyheder