Udgivet man d. 27. maj 2019, kl. 13:45

KIRKEKLUMME JUNI 2019

Kirkernes åbningstider sommeren over
Sommeren står for døren, og i perioden fra 15. maj til 15. september er kirkerne på Samsø åbne for besøgende udenfor almindelig kirketid. Der er også mulighed for rundvisning efter aftale. Åbningstiderne og anden information kan bl.a. ses på tavlerne ved hver kirke og på sognets hjemmeside.

Grundlovsmøde
Grundlovsdag den 5. juni fejres i år i Tranebjerg Sognegård. Grundlovstaler er tidligere biskop i Aarhus Stift, Kjeld Holm, og der vil være kaffe, kage og fællessang. Vi håber på godt vejr, så vi kan være i haven - ellers rykker vi indendøre.

Pinsens gudstjenester og friluftsgudstjeneste
Pinsedag fejres med gudstjenester i Besser, Kolby og Nordby kirker. Ved gudstjenesten i Nordby kirke vil læsningerne være på forskellige sprog og prædikenen ledsaget af Angel Angelov på guitar.
2. Pinsedag er der gudstjeneste i Langør kirke – også med musik af Angel Angelov.

I anledning af Dansk Mølledag søndag den 16. juni afholdes - traditionen tro – en friluftsgudstjeneste ved Stubmøllen i Brundby med udsigt til mark og hav.

Digteraften: Søren Ulrik Thomsen
Tirsdag den 18. juni er der digteraften i Besser Præstegård, hvor forfatteren Søren Ulrik Thomsen kommer og læser op af sine digte. Søren Ulrik Thomsen debuterede i 1980 med ”City slang” og er kendt for bl.a. digtsamlingerne ”Det værste og det bedste” og ”Rystet Spejl”.

Morgensang i Langør Kirke
Efter Sankt Hans er der morgensang i Langør kirke hver tirsdag kl. 9 hele sommeren frem til midten af august. Efter hver morgensang serveres kaffe og brød på kirketrappen.

Koncert i uge 26
I forbindelse med projektet KunstØ i uge 26 bliver der opført en koncert i Tranebjerg Kirke med sange og musik fra det fjerne østen, og hele ugen er der udstilling i Langør Kirke med litografiske værker af Grethe Michaelsen.

Menighedsrådet
Ved menighedsrådsmødet den 14. maj konstituerede rådet sig på ny med Alice Frost Larsen som formand, Per Rasmussen som næstformand og kirkeværge, Ellen-Margrethe Jørgensen som kasserer og Ea Hvitnov som kontaktperson. 

Glædelig pinse!


Alle gudstjenester, andagter og øvrige arrangementer bliver annonceret i Samsø Posten, på Facebook, på hjemmesiden (www.samsosogn.dk) samt i månedskalenderen, der findes rundt omkring i kirkerne og i sognegården.

Samsø Menighedsråd
Juni 2019

Kategorier Nyheder