Udgivet søn d. 30. sep 2018, kl. 08:45

KIRKEKLUMME OKTOBER 2018

Oktober måned er fuld af toner
I Nordby Kirke kan vi fejre et særligt jubilæum, det er nemlig 75 år siden, at man fik det nuværende orgel. Erik Kure, som er uddannet organist og klokkenist, gæster kirken med et musikforedrag, hvor han skiftevis fortæller og spiller.

I efterårsferien er der koncert ved den anerkendte violinist, Tue Lautrup og strygekvartetten Artos samt soloklarinetist Mathias Kjøller – med et repertoire bestående af bl.a. Brahms og Sjostakovich.

Hvis man vil høre jagthorn, kan man komme til en børnevenlig Hubertusmesse i efterårsferien i Tranebjerg Kirke. Her er pyntet op med efterårets blade, og der er både jagtfugle og hunde i kirken.

Der er også sang og musik for de allermindste. I uge 43 begynder en ny omgang med babysalmesang i Tranebjerg Kirke – det foregår 6 onsdage kl. 11-12.

Håndarbejdsgruppens basar aflyst
Desværre er håndarbejdsgruppens årlige bazar i efterårsferien aflyst grundet de endnu uafklarede forhold omkring brandsikkerhed i sognegården. Men gruppen arbejder ufortrødent videre, og til næste år bliver det sikkert en meget stor bazar.

Kolby Præstegård
Kolby Præstegård er meget medtaget af fugt og i skrivende stund afventes rapport fra Dansk Miljø Rådgivning angående omfanget af fugtskader og skimmelsvamp. Præstefamilien er derfor fraflyttet præstegården og bor nu i Brundby. 

Velkommen til menighedsmøde!
Den 23. oktober afholdes det årlige menighedsmøde for alle interesserede. Her vil der som sædvanligt blive redegjort for økonomien og orienteret om menighedsrådets arbejde og sognets aktiviteter. Der vil være rig lejlighed til samtale og spørgsmål.

For nærmere detaljer omkring gudstjenesterne og de forskellige arrangementer og koncerter kan man holde sig orienteret i Samsø Posten, på kirkens hjemmeside og Facebook.


Alle gudstjenester, andagter og øvrige arrangementer bliver annonceret i Samsø Posten, samt på hjemmesiden (www.samsosogn.dk) og i månedskalenderen, der findes rundt omkring i kirkerne og i sognegården.

Samsø Menighedsråd
Oktober 2018

Kategorier Nyheder