Udgivet tir d. 29. maj 2018, kl. 20:30

KIRKEKLUMME JUNI 2018

Grundlovsmøde 5. juni
Sommeren nærmer sig, og den 5. juni er der grundlovsmøde i haven ved Kolby Præstegård. Dagens taler er sognepræst, debattør og journalist, Sørine Gotfredsen, og efter talen er der fællessang og kaffebord.

Morgensang i Langør kirke
Fra Sankt Hans og frem til slutningen af august vil der være morgensang i Langør Kirke ved øens præster på skift, og efter morgensangen kan man nyde udsigten fra kirkens trappe med en kop kaffe og et stykke brød.

Ø-gudstjeneste og indvielse af sognegården
Søndag den 1. juli prædiker vores biskop, Henrik Wigh Poulsen, i Tranebjerg Kirke. Efter gudstjenesten indvier vi den nyrenoverede sognegård. Her kan man komme på rundvisning, og menighedsrådet serverer frokost.

Ændring af morgen- og aftenringning
I kirkerne bliver tidspunktet for ringningen ændret. Klokkerne ringer som sædvanlig solen op kl. 8, men aftenringning ændres i sommerhalvåret til kl. 18. Til vinter bliver solen igen ringet ned kl. 16.

Møde om udviklingsplan for Tranebjerg kirkegård d. 13. juni
I menighedsrådet har man gennem længere tid arbejdet med udviklingsplaner for kirkegårdene. Det drejer sig især om, hvordan man ønsker, kirkegårdene skal se ud i fremtiden, hvor der vil være færre gravpladser og flere grønne områder. Den 13. juni afholdes et offentligt møde i sognegården, hvor der orienteres om den plan, der er udarbejdet specifikt for Tranebjerg Kirkegård, og hvilken betydning det har for nyerhvervelse af gravpladser.  

Ny information om sikring af gravsten
Med hensyn til sikring af gravsten, der risikerer at vælte, er der kommet nye retningslinjer i forhold til det, som gravstedsejerne tidligere er blevet meddelt. Derfor vil gravstedsejerne få et nyt brev fra kirkekontoret.

Orgelkoncert 19. juni
Samsø sogns organist Majken Ladefoged spiller en solo-koncert tirsdag d. 19. juni kl. 17.00 i Tranebjerg kirke. Programmet består af nyere islandsk orgelmusik. koncerten er en del af arrangementet KUNSTØ, og billetterne skal købes via KUNSTØ. 


Alle gudstjenester, andagter og øvrige arrangementer bliver annonceret i Samsø Posten, samt på hjemmesiden (www.samsosogn.dk) og i månedskalenderen, der findes rundt omkring i kirkerne og i sognegården.

Samsø Menighedsråd
Juni 2018

Kategorier Nyheder