Udgivet tir d. 30. jan 2018, kl. 18:30

KIRKEKLUMME FEBRUAR 2018

Samsø Menighedsråd ønsker alle et godt nytår!

December måned var præget af mange gudstjenester og særlige julearrangementer i kirkerne. Åbningen af julekrybben og børnekorets fine krybbespil trak fulde huse i Tranebjerg kirke, og vi vil gerne invitere alle sangglade børn til at synge i koret – de øver hver tirsdag kl. 16-17.30. Ligeledes gav Mariakoret og Lise Christensen en smuk julekoncert under Majken Ladefogeds ledelse. Juleaften var der som noget nyt en midnatsmesse i Onsbjerg Kirke.

Vi har taget afsked med kirkesanger Michala Wissing, som har været kirkesanger i 35 år – først på Endelave og siden på Samsø, og vi takker for de mange års samarbejde.

Januar har været mere stille end december. Babysalmesang er begyndt igen efter juleferien, hvor man mødes i Tranebjerg kirke om onsdagen med de helt små.

Den sædvanlige Hellig 3 Kongersaften med foredrag i sognegården har ikke været i år, da sognegården endnu ikke er helt klar til brug. Kort før jul gik håndværkerne i gang med kontorfløjen, hvorfor alle kontorer er midlertidigt installeret i mødelokalerne. Til gengæld afholdes den sædvanlige Kyndelmissesang i år i Kolby Kirke den 1. februar. Mariakoret medvirker, og efter andagten serveres pandekager og æblejuice.

Menighedsrådsmødet i februar finder sted på Flinchs Hotel d. 19. februar kl. 20.30. Mødet er som sædvanligt offentligt.


Alle gudstjenester, andagter og øvrige arrangementer bliver annonceret i Samsø Posten, samt på hjemmesiden (www.samsosogn.dk) og i månedskalenderen, der findes rundt omkring i kirkerne og i sognegården.

Samsø Menighedsråd Februar 2018

Kategorier Nyheder